…Jeg kan selv…

… Jeg kan selv og jeg vil selv… Jeg har aldrig brudt mig om at bede om hjælp, om jeg så skal tilbringe en hel eftermiddag med google, så skal jeg nok finde ud af hvordan man sætter den lampe op, maler spisebordet, skifter sikringen i bilen and so on.

Jeg flyttede til Fyn fra Sjælland som 21 årig, og har derfor ikke haft Faaar til at fikse handy ting for mig, det betyder nu, at min kæreste ikke rigtig får muligheden for at udfolde sig som manden i huset. For jeg fikser det sku lige selv ik’.

Nu handler indlæget ikke om mine handywoman skills, men netop om min manglende evne til at bede om hjælp når lokummet brænder på.

Manne fik sin første vacciner torsdag morgen, og selvom jeg var forberedt på og havde forventet en eller anden form for reaktion, formentlig i form af feber eller andet. Havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig selv siddende på trappen op til 1.salen i mørket, med Manne skrigende og svøbt i dynen. Han SKREG og græd i 2 hele timer, mens mor her græd med. For der findes intet mere hjerteknusende end når man ikke kan trøste sit barn. I et forsøg på at trøste ham, prøvede jeg at spole tilbage til diverse vuggeviser, hvilket formentlig kom til at lyde sådan:

“Nu tændes der stjerne på himlen blå

Halvmånen løfter sin bla bla bla

…………………………………….

………………………………..

Sov sødt Lille Jumbo og visselul”

Note til mig: Få nu styr på de vuggeviser, det kan gå hen og blive pinligt hvis baby daddy en dag lytter med 🙂

Anyways, så faldt lille baby Manne endelig i søvn, formentlig fordi han blev skide træt af at høre på mine tekst amputerede kattejammer vuggeviser – men hey det virkede 🙂 Men natten var urolig, og det betød at jeg morgenen efter gav mig til at hyle, af ren udmattelse og søvnmangel. Min søde kæreste, som kender mig alt for godt, tog en beslutning og bad hans mor tage Manne nogle timer så jeg kunne få sovet.

Det skal siges at jeg har den bedste svigermor i verden, og jeg er til enhver tid tryg ved at overlade Manne i hendes hænder. Men jeg fik en kæmpe klump i maven og gav mig til at hyle endnu mere. Det var et gigantisk nederlag og svært for mig at erkende, at jeg i det øjeblik simpelthen ikke magtede mere. Ikke at jeg ikke magtede mit barn, for det gør jeg ALTID – men jeg var udkørt, hudløs og bare hamrende træt.

Manne blev passet hos Farmor nogle timer, jeg fik mig en go lur og en shoppe tur med lidt selv forkælelse og en latte… ren energi eleksir for en barslende mor 🙂

Jeg håber at jeg til en anden gang, forstår at bruge det fantastiske netværk jeg har omkring mig. Søde venner og familie, der altid står på spring for at give en hjælpende hånd. Men det er bare så skide svært, når man selv kan og vil…