Kender I dem? Moralens mødre vogtere der våger over sundhedstyrelsens retningsliner og nærmest er så perfekte at solen skinner ud af enden på dem. Dem der uden tøven dømmer og kaster med gloser, og ikke tænker to gange, når morale pisken skal svinges. “Jeg har min holdning, om du vil høre den eller ej” – bevares, du må da tale alt det du vil, men chancen for at jeg retter ind, er cirka ligeså stor, som at vinde milliongevinsten i Eurojackpot.

Hvorfor er det blevet okay at dømme og nedgøre hinanden? Hvorfor er der ikke rum til forskelligheder? 

Især hvis man har været gravid, er man stødt på kvinder, som uden tøven dømmer og kommenterer på det stykke brie, du lige tillod dig at snige ned sammen med resten af brunchen. Din krop bliver allemands eje og alle mands ret til at kommentere, din krop er ligeså meget din som den er alle andres, og det får du at føle. For du skal nok få af vide, hvordan du skal være gravid, og hvad du absolut ikke må spise, drikke eller for den sags skyld, indånde.

Selv var min graviditet ganske afslappet, jeg levede efter “alt med måde”. Ja, spis dog det stykke brie, bare du lader være med at æde hele osten. Og nej, laksen behøver ikke være fra Nordsøen, for du spiser næppe mere end et par skiver. “Graviditet er ikke en sygdom” – fik jeg nok af vide 1.000 gange, men alligevel behandles man som om, man liiiige har bedst af at få skåret tingene ud i pap. I tilfælde af, at budskabet ikke er feset ind de gange jordmoderen har fortalt dig det….

“Jeg fik også et glas vin, da jeg var 4 mdr henne”… Man kan næsten mærke det forargede gys der løber igennem lokalet, tænk sig at hun vil ofre sit barns ve og vel, for et glas vin. Holdt stop, og lige et øjeblik. Vi kan meget hurtigt blive enige om, at forskningen har udviklet sig, og det idag er meget tydeligt bevist at alkohol og graviditet er NO GO! Men så kan vi jo også hurtigt blive enige om, at man ikke vidste det i 70’erne, og at man dengang ikke hold sig tilbage fra alkoholen. Og idag dåner vi bare ved tanken om at være i samme lokale som en flaske åbnet rødvin. Ja, jeg fik ét enkelt glas rødvin, og Manne virker sku til at være en gæv gut – altså han har morens gener imod sig, men måske vokser han fra det 🙂

Men hvordan beskytter man så sig selv mod de dersens medlemmer af Mor mafiaen… Min sundhedsplejerske sagde så venligt “Du skal bare sig til de kloge mennesker” – ‘Tak for dit venlige råd, men jeg vælger nu at gøre hvad jeg finder bedst’… Som hvidløg på en vampyr 🙂

…

Undskyld for, at dette lækre væsen er hele min verden!

Med inspiration i en klumme udgivet af Politiken idag, får jeg lyst til at udsende en undskyldning, en undskyldning til alle mine veninder, fordi jeg er så hamrende irriterende. For læser man klummen, gøres det klart at nybagte mødre er, for at citere journalisten “Du er nyslået mor, og du er røvirriterende!”

http://politiken.dk/debat/ECE2600850/nye-moedre-er-roevirriterende/

Jeg fanger udmærket pointen i artiklen, den er skrevet for at starte en debat og sætte tingene på spidsen. Og jeg kan udmærket sætte mig ind i skribentens pointe…

Det er en debat som jeg, fuldt ud forstår, for man kan sku som nybagt mor godt være irriterende. Og jeg kan sætte mig ind i, hvordan man som veninde uden børn, kan have vanskeligt ved at sætte sig ind i, hvorfor ens veninde har ændret sig fra spontan cafeveninde til barslende, blesnakkende, “modermælkserstatnings gylp-stinkende” baby monster.  For Manne har min uforbeholdne opmærksomhed, fordi han kræver den, og ikke mindst fortjener den. For jeg har sat ham i verden, og jeg skal tage mig af ham. Hvordan skulle man  dog som kvinde uden barn, kunne indleve sig i min virkelighed, når den er fremmed og uudforsket. Jeg har da heller ikke forstand til at forstå, hvad en tvillingemor går igennem. (Hatten af for jer iøvrigt) eller en cykelrytter der skal krydse Alpe D’huez.

“Du er ikke længere den veninde du var”, mit svar til det er nej, og ja. Stinna er stadigvæk herinde i bag ved, det eneste det kræver for at få hende at se, er at Manne har fået dækket alle de behov han har. Hvis han er mæt og sover i sin barnevogn, SÅ er Stinna her. For så kan jeg et øjeblik, ligge ansvaret fra mig – indtil Nabby’en bimbler på telefonen. For sådan er mit liv, Stinna er sat på standby indtil Manne tillader at jeg finder hende frem igen.

Jeg prøver prøver, at kombinere mor og Stinna, men faktum er bare, at Mor dominerer. Hun fylder mere, hun er hele mit liv, og jeg får ovenikøbet penge for at være mor.

Mor, får mine dage til at se sådan ud:

1. Skifte ble
2. Give Flaske
3. Pludre, synge, “gyyy”, “gaaaaa”
4. Skifte ble
5. Manne skal ud og sove
6. 1 time efter, Manne vågner
7. Skifte ble
8. Give flaske
9. Pludre, synge, “gyyy”, “gaaa”, flyvetur

Også videre, også videre. Derindimellem skal jeg nå at:

1. Lakere negle, barbere alvorligt forsømte ben, plukke øjenbryn…
2. Være overskudsmor i Fitness
3. Polerer mine kubus lysestager og Royal Copenhagen stel, så det er klar til instagram billeder.
4. Forberede, low fat, low carb, low sugar, økologisk, fairtrade aftensmad.
5. Gå 10 km med barnevogenen
6. Gøre huset rent
7. Lukke katten ind og ud af døren, cirka 50 gange.

“Bevares, jeg ved da godt, at den unge tager en helvedes masse tid, men lad nu være med at bruge barnet som undskyldning for din dovenskab.” – Dovenskab og dovenskab, måske handler det i virkeligheden om prioriteringer og for få timer i døgnet. For når ens dag ser ud som ovenstående, er det vanskeligt at være skide interessant og have noget at tale om, som ikke involverer baby af den ene eller anden art. Jeg prøver at lukke mit baby gylp ud her på bloggen, men man har vel også veninder fordi man skal dele sin virkelighed, som den er.

Fordi Manne er omdrejningspunktet i min hverdag, involverer mine bidrag til samtalerne 70 % af gangene ham. Og det er måske knap så interessant for andre, at han er begyndt at grine, eller vi har skiftet til ny modermælks erstatning. Faktum er så bare, at det er mit liv. Jeg elsker at høre om mine veninders byture, arbejdsdage, kærester osv, for lige nu lever Stinna igennem dem. Jeg suger næringen ud af deres historier, og drømmer om den dag, hvor jeg kan bidrage med andet en lorte bleer og klapvogns indkøb…

Jeg er ikke den samme veninde som  jeg var for 1 år siden, men jeg er her stadig… 🙂

Lørdagen blev tilbragt med meget savnede veninder, fadøl og alt for mange cigaretter. Lillemor festede som var hun 18 år og ikke havde noget ansvar derhjemme. Far og Manne havde mande aften/formiddag, så jeg kunne roligt sove formiddagen væk. 

Og det gjorde jeg så, jeg sov og sov og sov, og alligevel lykkedes det mig ikke at sove tømmermændene væk. 

Aftenen forinden bestod af ufattelige mængder grin, hygge og gin/lemon. Men for f#nden hvor virkeligheden og hverdagen bare rammer en hårdt i hovedet dagen efter. Når man vågner op klokken kvart over kvalme og har aller mest lyst til at løbe ned og kysse sin baby, hvorefter man rejser sig og verden stadig snurrer rundt – så blev man endnu engang mindet om hvor sjovt man havde det aftenen før, men også hvor hammer dårligt man har det nu. 

Så hvad kan man lære af det: jeg har lært at næste gang jeg skal feste som en teenager, er når Manne kan smøre sin egen mad og underholde sig selv, for hvis jeg før i tiden syntes det var hårdt at have tømmermænd og underholde mig selv, så ved jeg virkelig ikke hvad det er nu. 

Også skal det lige tilføjes at jeg nu på 2.dagen STADIG har tømmermænd. Så blev jeg da lige mindet om, at de 30 er lige om hjørnet!! 

Men hold nu op hvor var det skønt at være afsted med tøserne igen – men der går nok lige noget tid før lysten melder sig igen 🙂

Marts måned render ud, og penge pungen giver ekko. Jeg har været go’ ved mig selv i denne måned, for engang skyld har jeg købt lidt lækkert til mig selv, os lidt til Manne, men mest til Mor. Det betyder så nu at finanserne er skrabede.

MEN det betyder at jeg udfordrer mine  kulinariske evner. Idag ‘lav aftensmad uden at handle’ – mad. Jeg havde fadkoteletter i fryseren og to fyldte grøntsagsskuffer, så her er hvad det blev til. 

Fadkoteletter ala Stinna:

• 400 gram fadkoteletter 
• 1 løg
• 1 grøn peber 
• 1 rød peber
• 1/2 spidskål
• En håndfuld rosenkål
• 2 forårsløg 
• Stokken fra 2 broccoli 
• 1 DS hakkede tomater
• 1 bakke cherrytomater  
• 250 ml 4% madlavningsfløde
• 2 dl svineboullion
• 2 spsk pesto

Koteletterne brunes på panden med salt, peber og paprika. Koteletterne tages af og ligges i et ildfastfad. 

 Grøntsagerne svitses på panden sammen med de flåede tomater og madlavingsfløden. Tilsæt svineboullionen. Hele grøntsagsblandingen fordeles over koteletterne. 

Retten tilberedes færdig i ovn på 200 grader i 30 min. 

/serveres med ris

Velbekomme





…Pøller, prut, pubad, addr, lave stort, bummelum… Kær brunt produkt af toiletbesøgene har mange navne, så mange navne at vi hver især hælder til et bestemt…

Baggrunden for netop dette indlæg, er at jeg har ufattelig god tid til at tænke og jøsses hvor bruger jeg bare meget tid på indre monologer, omhandlende de mest vanvittige ting. Det er hvad der sker, når ens dage går med pludder pladder med Manne, “Gyyyyy” “uhhhh” “huhuhu” – så hvis mit ellers så fint udviklede ordforråd skal vedligeholdes, så må jeg snakke med mig selv.

Jeg er uddannet pædagog, og har været ansat i forskellige daginstitutioner, og har derfor hørt mange kreative versioner af nummer to. Prut, lort, bummelum, nr.2, skide osv. Børn er så fantastisk bramfrie og ærlige, så prut, lort, tis og andet, er ikke noget man holder for sig selv.

Jeg er også meget for, at man, både som forældre men også som pædagoger, ikke gør noget så naturligt, til noget man ikke snakker om. For det er ikke forkert at skulle hverken det ene eller andet på toilettet. Det er ok at børn sætter ord på, hvad de skal derude, især fordi de de første leveår kræver en smule toilet assistance. Så af praktiske årsager, kan det være en fordel at man er mentalt forberedt på, hvad det er man begiver sig ud i! Også stritter det bare fuldstændig på mig når børn siger de har lavet ‘lort’, sådan et klamt ord skal da ikke komme ud af munden på søde små børn. 

Men hvad skal man så kalde det?

Ja ja, tis er tis, og kan næppe hedde andet. Jeg har i hvert fald ikke hørt nogle kreative versioner af det, mange børn kan alligevel ikke udtale “urinere”, så det alternativ stryger vi af listen. Fæces og fekalier, okay jeg gad godt høre en 3-årig bruge det i en sætning. Og jeg slår lige fast en gang for alle, her i huset er pølser mad, ikke noget vi putter i toilettet – i disse madspilds tider, skulle vi jo nødig forvirre lille Manne.

Så her hedder det ‘pruttemand’, det lyder lidt pudsigt når vi siger det, men laver man lige et rul med tungen når man siger pruuuttemand, så kan det være ret underholdende :-)…

Min graviditet gik i stor stil med alle former for kreative projekter, jeg havde et brændende ønske om at Mannes første legetøj skulle være lavet af Mor. Jeg nåede ikke så meget, da vi midt i det hele købte hus, og jeg derfor lagde at min energi (eller mangel på samme) i huset. Men jeg nåede da at lave en uro med hæklede flyvemaskiner, efter inspiration fra http://filihunkat.blogspot.dk/, som simpelthen laver det lækreste ting. Sving en tur ind forbi hendes blog, hvis du har kreative fingre for mig 🙂

Her er mit resultat:

Opskriften findes her: http://filihunkat.blogspot.dk/2013/07/lille-hklet-fly-diy.html

Senere blev uroen taget ned, og flyvemaskinerne hænger nu på vores lækre Franck&Fischer legestativ 🙂

… Jeg kan selv og jeg vil selv… Jeg har aldrig brudt mig om at bede om hjælp, om jeg så skal tilbringe en hel eftermiddag med google, så skal jeg nok finde ud af hvordan man sætter den lampe op, maler spisebordet, skifter sikringen i bilen and so on.

Jeg flyttede til Fyn fra Sjælland som 21 årig, og har derfor ikke haft Faaar til at fikse handy ting for mig, det betyder nu, at min kæreste ikke rigtig får muligheden for at udfolde sig som manden i huset. For jeg fikser det sku lige selv ik’.

Nu handler indlæget ikke om mine handywoman skills, men netop om min manglende evne til at bede om hjælp når lokummet brænder på.

Manne fik sin første vacciner torsdag morgen, og selvom jeg var forberedt på og havde forventet en eller anden form for reaktion, formentlig i form af feber eller andet. Havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig selv siddende på trappen op til 1.salen i mørket, med Manne skrigende og svøbt i dynen. Han SKREG og græd i 2 hele timer, mens mor her græd med. For der findes intet mere hjerteknusende end når man ikke kan trøste sit barn. I et forsøg på at trøste ham, prøvede jeg at spole tilbage til diverse vuggeviser, hvilket formentlig kom til at lyde sådan:

“Nu tændes der stjerne på himlen blå

Halvmånen løfter sin bla bla bla

…………………………………….

………………………………..

Sov sødt Lille Jumbo og visselul”

Note til mig: Få nu styr på de vuggeviser, det kan gå hen og blive pinligt hvis baby daddy en dag lytter med 🙂

Anyways, så faldt lille baby Manne endelig i søvn, formentlig fordi han blev skide træt af at høre på mine tekst amputerede kattejammer vuggeviser – men hey det virkede 🙂 Men natten var urolig, og det betød at jeg morgenen efter gav mig til at hyle, af ren udmattelse og søvnmangel. Min søde kæreste, som kender mig alt for godt, tog en beslutning og bad hans mor tage Manne nogle timer så jeg kunne få sovet.

Det skal siges at jeg har den bedste svigermor i verden, og jeg er til enhver tid tryg ved at overlade Manne i hendes hænder. Men jeg fik en kæmpe klump i maven og gav mig til at hyle endnu mere. Det var et gigantisk nederlag og svært for mig at erkende, at jeg i det øjeblik simpelthen ikke magtede mere. Ikke at jeg ikke magtede mit barn, for det gør jeg ALTID – men jeg var udkørt, hudløs og bare hamrende træt.

Manne blev passet hos Farmor nogle timer, jeg fik mig en go lur og en shoppe tur med lidt selv forkælelse og en latte… ren energi eleksir for en barslende mor 🙂

Jeg håber at jeg til en anden gang, forstår at bruge det fantastiske netværk jeg har omkring mig. Søde venner og familie, der altid står på spring for at give en hjælpende hånd. Men det er bare så skide svært, når man selv kan og vil…

…stod jeg uvidende, skrålende, dansende, teenage fuld og sang ned i en hårbørste, til Backstreet Boys koncert med tøserne. Glimmeren var støvet frem fra gemmerne, og vi havde booket en overnatning i hovedstaden (ja det hedder det når man er bosiddende på Fyn). En tøseaften med alt hvad det idebærer, 10 lag makeup, glimmer i håret, fadøl (det ville se pænest ud hvis jeg skrev cocktails, men faktum er at jeg bare er en øl pige) og sidste men absolut ikke mindst, den ultimative boyband koncert. Vi dansede hele natten, sov et par timer på hotellet og troppede op på hovedbanen med den obligatoriske McD pose og drog hjem mod Fyn…

Fire dage efter testede jeg positiv, og så ja, Backstreet Boys turen var min sidste tur inden graviditeten bandt mig til sofaen med de tidligere nævnte kanelsnegle og vand i kroppen – bedre måde at afslutte 12 år med ugentlige byture findes da ikke 🙂

Nu ser verden helt anderledes ud, jeg sætter nu pris på at vågne og være tømmermændsfri og få noget ud af mine weekender (åh Gud, jeg er blevet min mor) 🙂 Jeg sætter pris på nogle helt helt andre ting. For 14 dage siden kom vores nye havemøbler og jeg har siden da ventet i spænding som et lille barn på de første forårs solstråler og ENDELIG har jeg siddet på min nye terrasse med en Latte og nydt mit nye liv i ligusterparadiset

Så blev man da lige voksen… 🙂

…Tja, jeg ved det ikke, for der sidder ikke nogen mor i mine…

For mig var amning indiskutabelt, selvfølgelig skulle jeg da amme, koste hvad det ville. Manne og jeg fik en ret hård amme start. Han har formentlig allerede i maven, tillagt sig hvad der skulle vise sig at være en hammer dårlig vane. Han sugede underlæben ind, så meget at det nærmest umuligt for ham at tage fat.

Vi kæmpede med amningen i godt og vel 14 dage, det var en hård kamp, som virkede kostede mange tårer og slag i min nyfundne mor glæde. Vi blev aldrig gode til det. Og da sundhedsplejersken kom på 2. besøg, og vejede Manne til 500 gram under fødselsvægt (4180 gram), sluttede min tid som ammende mor. Han havde tabt sig for meget, det værste der overhovedet kunne ske. Vi havde observeret at han sov meget – altså som i virkelig meget, og vi blev efter beskeden om hans vægttab bange for at han var gået i dvale pga. manglende mad.

Straks gik vi over på supplerende modermælkserstatning, også vågnede den lille Manne op. Det gjorde så ondt, at jeg ikke formåede at amme mit barn, men værre endnu, at han ikke fik mad nok. Jeg følte at jeg havde sultet og forsømt mit barn i de første dage af hans liv. Et voldsomt og følelsesmæssigt nederlag for en nybagt mor.

De tre efterfølgende uger malkede jeg ud, for han skulle have noget af min mælk. For “modermælk er bedst for barnet”. Jeg græd og græd, mens brystpumpen kørte på fulde drøn, men min mælkeproduktion dalede langsomt. Aldrig har jeg følt mig så utilstrækkelig og fuldstændig forrådt af naturen. Ikke nok med at jeg ikke kunne give mit barn næring nok, men nu kunne jeg slet ikke give ham noget overhovedet!

1000 donk i hovedet og flere liter tårer senere, affandt jeg mig med realiteterne. Og jeg har nu fundet ro med tanken om at være flaskemor. Manne får det mad han skal, han er glad og trives, og det er vel i bund og grund det vigtigste!

Så tusind tanker ud til andre der har kæmpet med amning og ligeså mange til jer der har valgt amningen fra… for en go mor sidder ikke i brysterne, men i hjertet, i nærværet, i kyssene, krammene og ikke mindst alle de tossede grimasser man pludselig kan forme sit ansigt til – bare for en lille smil og et kluk <3

…Min lækre, smilende, grinende elskede baby er forsvundet. En tiger kom forbi, og byttede ham med en skrigende, utrøstelig, sove nægtende, meget vellignende baby. Kort sagt, 12-ugers tigeren er landet.

Jeg har indtil videre brugt min søndag tildels gående, svingende, syngende og hoppende, med Manne på armen. Intet virker!! Sove: Nej tak! Spise: Lidt måske! – selv barnevognen, som min rigtige baby godt kan lide, den er no go. Tiger babyen no like!!!

Hvad gør en desperat mor, når alle muligheder er sluppet op. Man gransker sin klattede morhjerne efter svar på tiger babys skrigerier – hvad kan min rigtige baby godt lide? Puslepladsen, er altid et hit, men virker den på en farlig farlig tiger – JA, det gør den så åbenbart. For nu ligger tigeren og sover på puslepuden, og moren sidder i dette øjeblik og blogger fra badeværelset, og kigger på tigeren der langsomt forvandlede sig til min lækreste sovende Manne. Gud nåde og trøste den der vækker ham – sagde Løvemoren!…