… Hvis du nu bare gad sove – bare lidt…

Jeg har fået en trods baby, en 4 måneder gammel trods baby. Det er fanme ikke Mor der bestemmer hvornår han skal sove, den klarer bøffen lige selv ik’. Åh gud, jeg bliver vanvittigt, jeg render i pendul fart op og ned af trappen for at give sutten, trække det spillende næsehorn op – som jeg i øvrigt har hemmlige drømme om at kyle ud af vinudet, latterlige melodi. Men hey, Manne elsker den. Mine lår er så spændte, at jeg halvvejs vælter op af trappen, og når jeg så endelig har slæbt mit korpus ovenpå for gud ved hvad gang sammen aften, så ligger knægten og smiler i tremmesengen. Så skal jeg altså lige finde mit stoneface frem, for ikke at pludre og dikke dikke med charmebøffen – for hold nu kæft hvor er han skøn. Men sov nu bare ik!

Så i med lyddæmperen, også sidder jeg der igen, i sengen med ipad og spiller spil indtil vejrtrækningen i tremmesengen tilnærmelsesvis minder om et roligt og sovende åndedræt. Også hader man lige det knirkende trægulv. Vi er lige flyttet ind, så jeg har endnu ikke kortlagt en knirkefri rute fra soveværelse, ned af trappen og ind i stuen. Men grundet Mannes kamp stædige sove attitude, så går der ikke længe før jeg mestrer den disciplin med bravour.

Nu sidder jeg her, i sofaen og forsøger at knuse de bolcher jeg i min sukkeriver kom til at smide i bland selv slik posen, på en stille måde, så jeg ikke vækker ynglet ovenpå. Det bliver en lang aften!