Jeg har i lang tid fulgt forskellige blogs, og jeg elsker de skønne dagligdags historier, finurlige tankestrømme og debatter som en blog kan udløse. At jeg nogensinde selv, skulle få lyst til at lave en blog, og belemre andre med mine hverdags syslerier, baby historier osv, havde aldrig faldet mig ind. Men så kom jeg på barsel…Jeg elsker at være på barsel, jeg elsker husmorrollen og de mange timer alene med min søn. Jeg elsker at være det vigtigste i verden for et andet menneske, og elske ubetinget uanset antallet på lortebleer, gylpklatter på tøjet og skrigeture. Men men men, jeg mangler at finde mig selv imellem bleer, legetøj og modermælkserstatning. Nogle gange glemmer jeg at være mig, og pludselig vågner jeg op, også er 14 dage fløjet afsted i min barselshule. Aldrig i mit liv har mine bryn, ben og negle været så forsømte, magen til togulykke skal man lede længe efter. Dagene flyver afsted, og inden man får set sig om, begynder øjenbrynene at søge mod hinanden og hårene på benene at flette sig selv – jeg må have verdens bedste kæreste!At være mor er det absolut største i hele verden, men jeg har behov for at være mere endnu. Måske en hvis blog indlæg man elsker at læse, hvis hækleprojekter man kopierer eller bare hende man følger fordi hun lever et helt almindeligt liv, med ligusterhæk, rudekuverter, slankekure og nullermænd under sofaen. Bevares, min instagram er fyldt med nydelige billeder, men hey, vi fjerne vel alle det grimme element, inden billedet bliver taget. Man skal i hvert fald ikke bilde mig ind, at samtlige af dem jeg følger på instagram har en Royal Copenhagen skål stående ALLE steder.Er det så det? Ja, umiddelbart, hvad jeg vil skrive, hvorfor og hvor tit, det tager jeg hen af vejen. Kommer der ikke en ide til et indlæg dumpende ned fra himlen, så skal jeg nok spare dig (hvis der er nogen) for flade ligegyldige blog indlæg……Mutti…