Der har været stille på bloggen en længere periode, og hvis jeg skrev at jeg ikke har haft noget at sige, så ville jeg lyve. Men sandheden er, Manne er ikke en lille baby mere. Hans aktivitetsniveau og opmærksomheds behov er steget voldsomt. Og det har betydet ingen blog og super fokus på Manne, som for mig, var det helt rigtige at gøre. 
Min lille baby Manne er nu godt og vel 11 måneder gammel, han traver rundt i stuen på sine små ben i bedste robocop stil og pludrer usandsynlig højt, han er startet i vuggestue og vores barsel er snart slut. Faktisk imorgen! Hverdagen som en helt almindelig børnefamilie lurer lige rundt om hjørnet. Jeg skal starte arbejde og rutinerne ændrer sig. 

11 måneders eksklusivt eventyr med min lille Manne er slut, og jeg har elsket hvert sekund af det – men nu er det tilbage til det virkelige liv! 
Bloggen er hermed vækket til live igen, og jeg glæder mig til at få skrevet flere indlæg 🙂

Jeg har skrevet et blog indlæg for ‘Vores Børn’ – hurra for mig. Indlægget er skrevet i Maj måned, da Manne var fire måneder gammel, knotten som nogensinde og midt i et tigerspring. 

Indlægget er for mig, en humoristisk vinkel på livet som nybagt mor, hvor man ikke altid fokuserer på sit eget udtryk. Andre ting er i fokus, i mit tilfælde mit lille menneskebarn. 

Det sjove ved at blogge er, de kommentarer et blog indlæg medfølger. Mit indlæg er smiley frit og det er svært at få sit personlige udtryk med i teksten. Nogle af kommentarerne gav udtryk for bekymringen om, at min kvindelighed blev sat til side og at man burde være i stand til at pleje sig selv samtidig med man tager sig af sit barn. 

I kan være helt rolige, jeg render ikke rundt med strit hår, render under øjnene og daggamle trusser. Der er total styr på mit kvindelige udtryk. Huleboeren eksisterer kun i blogindlægget, men hun sætter fokus på hvad der virkelig betyder noget! 

Go’ dag til jer og tak for jeres kommentarer 😀

Mødregrupper er voldsomt omdiskuterede, faktisk hørte jeg en sundhedsplejerske omtale dem som usunde og konkurrence prægede. Mødre der indover deres café latte, booster deres i forvejen gigantiske mor-egoer med historier om ynglets overdrevne fremgang – for der bliver liiiige smurt lidt ekstra på historien. Og konkurrence prægede i den forstand, at der i det stille batles som, hvis overskud der er størst. Mødre der kobler sig på hinanden, og bliver enige om hvordan tingene skal være, og ikke så meget som blinker ved muligheden for at ytre skarpe holdninger.

Det første min sundhedsplejerske anbefalede min mødregruppe var, at skiftes til at tage brød, pålæg osv med, netop for at undgå gigantiske morgenborde som nogle mødre muligvis ikke kunne leve op til. For hendes erfaring sagde at nogle mødre nærmest kørte ned på det pres medmødrene lagde på hinanden og ikke mindst deres børn.

Jeg siger lige noget, min mødre-gruppe er FANTASTISK!! Intet mindre. Vores gruppe fungerer som, var vi håndplukket for hinanden. Der er ikke så meget fnidder, bitcheri, sammenligninger eller andet, bare helt almindelig nede på jorden, hygge. Faktisk er vi blevet så begejstret for hinandens selskab, at det nu ikke er nok kun at ses hver 14 dag – og jeg elsker det!

For en første gangs mor, kan mødre-grupper være guld værd. For lets face it, da jeg stod med Manne i armene, anede jeg ikke hvad i hulen jeg havde med at gøre. Men man lærer det, og heldigvis er vi rent instinktivt udstyret med svarene på de fleste spørgsmål omkring vores barn. Og der hvor instinkterne halter, der trækker man på sine mødre-gruppe tøser, for de var med stor sandsynlighed ligeså lost ved første møde med baby, sparring, sparring, sparring!

Kys til min fantastiske mødregruppe!

  
Man kan føle sig nok så utilstrækkelig som Mor, men når Manne har skreget hver eneste aften i 14 dage og man af ren frustration drømmer om tabte tænder om natten. Så falder der en kæmpe sten fra hjertet, når man opdager en lille bitte fin hvid tand i Mannes undermund. 

Den aller første tand, jeg kendte ikke til følelsen af stolthed før det lille menneske kom til. Hvis verden var ligeså interesseret i Mannes udvikling som mig, så havde jeg råbt det ud over hustagene, men desværre er det nok kun Mormor og Farmor der deler min begejstring. 

Så idag skal vi børste tand for første gang – og jeg glæder mig 🙂

  
Forløberen for dette indlæg: Jeg drømte mine tænder faldt ud! Jeg vågnede med klør fem halvt inde i munden, i fuld sving med at lokalisere mine hjørnetænder. En hurtig søgning på Google – ‘du føler ikke du slår til, og drømmer derfor dine tænder falder ud’ Faktisk stemmer drømmen fuldstændig overens med virkeligheden, desværre. 

Manne er 5 måneder, med stor fed streg under 5! Han er blevet Manne modsat og hans verden åbner helt nye døre hele tiden, døren som hans lille buttede hoved skal lære at kapere. En af tingene som han i sin fem måneders kamp, er kommet til at hade er hans tremmeseng. Han hader den så meget at hver aften er en kamp, med skrigende Manne, tudende Mor og meget træt Far. Det eneste der virker er en trille tur med barnevognen, men af frygt for at skabe en kamp dårlig vane, har vi ladt være. For det bliver jo altså oktober på et tidspunkt, og tvungen aftentur i regn og slud er ikke en drøm jeg har. 

Men ikke desto mindre er det nu det vi gør – man har et standpunkt til man tager et nyt, åbenbart! Og nu er drømmen om de manglende tænder heldigvis ikke vendt tilbage – indtil næste udfordring! #mommylife

Syge børn skal skynde sig at blive raske – derhjemme. Ikke ude blandt andre små poder, som labber bakterierne i sig, som mor om skålen med fredagsslik. 
Jeg er absolut ikke bakterie forskrækket, og heller ikke på mit barns vegne. Manne skal rustes til den store beskidte verden, han skal æde jord, klatre i træer, spise bussemænd og tabe bollen på gulvet – med smøret nedad, samle den op og spise videre. Lidt sat på spidsen, men pointen er forhåbentlig let forståelig. Han skal have sin kvote af parfume, e-numre og farvestoffer. Jeg vil gøre alt, hvad der står i min moderlige magt, for at allergier ikke bliver et issue i vores liv. Og uden at lyde rebelsk og ligeglad, så tror jeg på at ‘nogle’ allergier kan undgås ved at udsætte sit barn for små doser af blandt andet, parfume. Med chance for at Neutral tilhængerne lyncher mig, ja så vasker jeg i Ariel. Også Mannes tøj! For sandheden er, at ego Mama kan lide at vasketøj dufter rent og dejligt, og neutral lugter ikke engang, jeg forstår at det er pointen med parfumefri – men rent tøj dufter – basta! 

Havde allergier været kendte i enten min eller kærestens familier, så havde mit valg været et andet, men når vi nu tilsyneladende er allergifri, så skader velduftende vasketøj ikke. 

Men på trods af mine laid-back afslappede bakterie principper, så holder man bare sit syge barn hjemme. For selvom Manne skal rustes til verden – så ser jeg ingen grund til at møde op med et sygt barn, der flittigt deler nys og snottere ud på et sølvfad. 

Behøver jeg nævne at mit barn igår var frisk og glad, hvorimod han idag, hoster, nyser og pylrer!!