…En go’ mor sidder i brysterne…

…Tja, jeg ved det ikke, for der sidder ikke nogen mor i mine…

For mig var amning indiskutabelt, selvfølgelig skulle jeg da amme, koste hvad det ville. Manne og jeg fik en ret hård amme start. Han har formentlig allerede i maven, tillagt sig hvad der skulle vise sig at være en hammer dårlig vane. Han sugede underlæben ind, så meget at det nærmest umuligt for ham at tage fat.

Vi kæmpede med amningen i godt og vel 14 dage, det var en hård kamp, som virkede kostede mange tårer og slag i min nyfundne mor glæde. Vi blev aldrig gode til det. Og da sundhedsplejersken kom på 2. besøg, og vejede Manne til 500 gram under fødselsvægt (4180 gram), sluttede min tid som ammende mor. Han havde tabt sig for meget, det værste der overhovedet kunne ske. Vi havde observeret at han sov meget – altså som i virkelig meget, og vi blev efter beskeden om hans vægttab bange for at han var gået i dvale pga. manglende mad.

Straks gik vi over på supplerende modermælkserstatning, også vågnede den lille Manne op. Det gjorde så ondt, at jeg ikke formåede at amme mit barn, men værre endnu, at han ikke fik mad nok. Jeg følte at jeg havde sultet og forsømt mit barn i de første dage af hans liv. Et voldsomt og følelsesmæssigt nederlag for en nybagt mor.

De tre efterfølgende uger malkede jeg ud, for han skulle have noget af min mælk. For “modermælk er bedst for barnet”. Jeg græd og græd, mens brystpumpen kørte på fulde drøn, men min mælkeproduktion dalede langsomt. Aldrig har jeg følt mig så utilstrækkelig og fuldstændig forrådt af naturen. Ikke nok med at jeg ikke kunne give mit barn næring nok, men nu kunne jeg slet ikke give ham noget overhovedet!

1000 donk i hovedet og flere liter tårer senere, affandt jeg mig med realiteterne. Og jeg har nu fundet ro med tanken om at være flaskemor. Manne får det mad han skal, han er glad og trives, og det er vel i bund og grund det vigtigste!

Så tusind tanker ud til andre der har kæmpet med amning og ligeså mange til jer der har valgt amningen fra… for en go mor sidder ikke i brysterne, men i hjertet, i nærværet, i kyssene, krammene og ikke mindst alle de tossede grimasser man pludselig kan forme sit ansigt til – bare for en lille smil og et kluk <3